Institut for
Sønderjysk Lokalhistorie
aabenraa havn med husene på Skibbrogade til venstre omkring 1910.
Billedsamlingen
    Genveje









































































Sidst opdateret
3/13/2007

Samlingernes omfang

Instituttets billedsamling rummer i dag skønsmæssigt ca. 400.000 billeder. Heraf vedrører godt 2/3 Aabenraa by og kommune. Samlingerne er som ved så mange andre arkiver blevet til ved en blanding af passiv og aktiv indsamling. En stor del af positiverne er indkommet ved tilfældige afleveringer, mens størsteparten af negativerne er store professionelle fotografarkiver, der er indsamlet siden 1985. Inden for de seneste år er instituttet endvidere begyndt at indsamle digitale billeder.

Samlingernes systematik

Samlingerne er opdelt i fem systematiske hovedgrupper

1. En topografiske samling, opdelt efter købstad, flække og sogn.

Her kan man søge billeder af bestemte gader, bygninger, gårde m.m. Lokaliteter med større bymæssig bebyggelse er underopdelt efter gadenavne og gadenr. I denne samling vil man have gode muligheder for at finde billeder, der illustrerer det fysiske miljø og levevilkår.
Man finder imidlertid også topografiske billeder i særsamlingerne og i fotografarkiverne.

2. En samling af portrætter og fotografier af enkeltpersoner.

Samlingens styrke er portrætter af kendte og mindre kendte sønderjyder inden for det nationale og politiske arbejde gennem de sidste 100 år.

Til portrætarkivet knytter sig den såkaldte familiesamling, dvs. personbilleder, gruppebilleder og andre billeder, der ikke kan indordnes efter personnavn, men hvor billederne er registreret efter navnet på den familie, der har afleveret billederne. Her finder man bl.a. H.P. Hanssens billedsamlinger, men også samlinger fra andre fremtrædende personer og familier.

De mindre prominente personer vil man kunne søge i fotografarkiver, som ofte indeholder ganske betydelige samlinger af protrætfotografier. Dette gælder ikke mindst Peter og Holger Clausens samlinger.

3. En sagligt opbygget samling

Her vil man kunne foretage en emnemæssig søgning i samlinger som f.eks. landbrugsreskaber, gymnastikforeninger og virksomheder. I denne samling finder man også andre billeder fra større og mindre begivenheder i Sønderjyllands historie som f.eks. de slesvigske krige, første verdenskrig og Genforeningen. Man finder også billeder fra en række møder og forsamlinger i Sønderjylland.

4. Særsamlingerne

Bestående af billeder, der hører "naturligt" sammen og som benyttes hyppigt. Det gælder således en samling af ca. 300 amatørfotos fra Genforeningen, men også samlinger af kirker, andelsmejerier og skoler i Sønderjylland.

5. Fotografarkiverne

Denne samling består af store fotografarkiver, der er holdt samlet, men som også kan søges efter motiver, personer og steder. Her kan bl.a. nævnes postkortfabrikant C.C. Biehl (1872-1950) i Gråsten, Peter Clausen (1885-1952) i Aabenraa og A. Martinsen i Højer. En fotografsamling, der ofte påkalder sig interesse, er aabenraafotograf Th. Christesens (1883-1958) meget værdifulde motiver fra besættelsen og kapitulationen. Christesens billeder fra den 9. april 1940 er kendt af de fleste fra historiebøgerne.